tirsdag den 30. december 2014

Mit første år som veganer - hvad har jeg lært?

(Forsinket) Glædelig jul til alle jer, der læser med derude. Jeg håber, I har spist godt og dyrevenligt her i julen.

Nu er Julen overstået, hvilket betyder, at 2014 lakker mod enden, og i den anledning vil jeg i dette indlæg se tilbage på året der gik... Helt præcist vil jeg fortælle om min første rejse som veganer, og hvad det har gjort ved mig og mine omgivelser.

2014 var dét år, jeg sprang ud som veganer. Helt præcist skete det d. 1. april (og nej - det var ikke en aprilsnar!). Det var et valg jeg tog på baggrund af en lang række personlige overvejelser, men dét der for alvor skubbede mig igang var dokumentaren "Earthlings". Således gik jeg fra at være "kødspiser" til veganer på én eftermiddag. 
Det skal selvfølgelig lige nævnes, at veganismen på ingen måder var noget nyt for mig på det tidspunkt. Jeg havde længe "flirtet" lidt med idéen om at blive veganer (men sjovt nok ikke vegetar), men at valget skulle falde indenfor så kort tid, dét havde jeg alligevel ikke forudset. 
Idéen udsprang af, at jeg allerede i det forrige år på eget initiativ læste "The China Study", "The Kind Diet" og senere "Powered by Plants", samt utallige artikler, jeg fandt på nettet. Derudover eksperimenterede jeg en del med vegetariske/veganske retter, og efterhånden blev det til, at jeg helt uden at tænke over det spiste vegansk det meste af tiden, dog suppleret af små portioner kød til aftensmad flere af ugens dage. 

De første par uger var en udfordring. Ikke på det personlige plan i og med, at jeg endnu følte mig så sikker i min beslutning, men socialt voldte det problemer. På det tidspunkt gik jeg ikke rigtigt i skole og jeg tilbragte heller ikke tid sammen med venner, så det var ikke så meget dér, problemerne lå. Jeg kunne mærke på min familie, at de ikke var helt trygge ved mit valg, og de havde svært ved at acceptere, at vi ikke længere kunne spise et fælles måltid mad sammen. Det endte ud i en del diskussioner og skænderier, og jeg følte mig mere og mere alene om det. Men jeg holdt ud.

Senere på året - i sommeren 2014 - stod jeg overfor min største store udfordring. Vi skulle tilbringe 2 uger i det sydlige Frankrig, og jeg anede simpelthen ikke, hvordan det skulle kunne lade sig gøre i selveste foie-gras land, hvor vegetarisme ikke just var en velset ting på restauranter. Men overrasket, dét blev jeg! Supermarkederne bugnede jo af flere reoler med veganske (øko) produkter op og ned ad alle hylder. Og det var billigt! Veganske bøffer, croquetter, færdigretter, postejer, plantemælk - der var ingen grænser!  Det endte selvfølgelig med, at jeg ikke var til at slæbe med hjem igen, og da det endelig lykkedes var bilen fyldt til randen med veganske varer... 
Et lille udvalg af nogle af de sager jeg fandt i de franske supermarkeder.

På restaurantbesøg fik jeg serveret vegetar-pizzaer i verdensklasse - uden ost.  "On the road" åd jeg af mit medbragte lager af frugtstænger, nødder og chokolade, suppleret med brød, frisk frugt, tabouleh og hvad jeg ellers kunne opstøve i lokale kiosker og tankstationer. 

Senere på året startede jeg i gymnasiet. Der var som sådan ikke noget jeg frygtede ift. at opretholde min veganske livsstil, og det var der heller ingen grund til. Jeg er ikke typen der som det første gør folk opmærksomme på, at jeg er veganer. Alligevel var jeg lidt nervøs for folks reaktion. Faktisk er det endnu kun pigegruppen, der ved det. Det lod jeg mig fortælle på vores første studietur til København, og de var alle virkelig søde og åbne overfor det. Der blev spurgt meget ind til det, og selv om jeg ikke bad om det (faktisk afslog jeg faktisk, at de skulle tage særlig hensyn til mig, gik villigt med på McD osv.), var de rigtig søde til at tænke på at "der skulle jo også være noget til mig". 

Og så deltog jeg i Mad med Medfølelses Sommerfest tilbage i September, hvilket var en rigtig god oplevelse. Tallerkenerne var fyldte med veganske lækkerier og der blev snakket og grinet hele aftenen... En rigtig successoplevelse, som lige skulle med.

Så blev det Jul - min første Jul som veganer, og hvad spiser man så lige? 
Jeg har aldrig brudt mig særligt meget om den fede julemad. Faktisk har jeg i de sidste mange år kun spist and, rødkålsråkost og hvide kartofler på selveste Juleaften. Så for mig var det faktisk kun anden, der skulle skiftes ud. I år blev det til Månebarnet's nøddepostej - namme namme. Det var da også planen, at jeg også ville lave risalamande, men det blev ikke til noget alligevel. Det må blive en anden gang... 

...Og nu står jeg her, ved udgangen af 2014, klar til at springe ud i et nyt år og endnu en rejse. Selv om jeg er forberedt på flere udfordringer, så føler jeg mig ikke mindre sikker i mit valg end jeg gjorde i mine første  uger som nyudklækket veganer. Hele min rejse har inspireret mig til, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg har f.eks. planer om at udgive en vegansk kogebog på et tidspunkt, og jeg drømmer om at åbne en lille vegansk helsebiks med indbygget caféhjørne. Der er så meget at tage fat i og bygge videre på, og jeg GLÆDER mig til at udforske endnu flere sider af veganismen i 2015.

Jeg håber, at I er ligeså klar som jeg til at gå 2015 i møde. Min nytårsaften skal naturligvis fejres med en masse lækker vegansk mad, heriblandt linse-valnødde farsbrød, ovnkartofler med aïoli, bønnesalat og en "Chocolate mocha fudge" kage til dessert, som jeg glæder mig uendeligt meget til at smage!

I skal selvfølgelig ikke snydes for et lille smugkig ind i, hvad et vegansk køkken har at byde på... 


Tja, man savner jo ikke ligefrem noget... :o)


Godt nytår derude - pas nu godt på jer selv!

søndag den 28. december 2014

En ny vegetars jul.

Så bliver det sidste juleindlæg fra min side :).

Jeg vil lave en lille update på hvordan det er gået her. Ikke alene er jeg vegetar, jeg er også så ny, at dette var min første jul som vegetar.
Jeg har tilbragt julen på Rømø, sammen med nærmeste familie.
Jeg var derfor spændt på hele forløbet. Dels i forhold til hvad jeg rent faktisk skulle spise og dels i forhold til det praktiske, da de andre jo ikke er vegetarer.

Jeg kan med glæde springe direkte ud i at fortælle, at det gik fantastisk godt!. Såvel i forhold til maden, som i forhold til turen som helhed.
Vi boede i en lækker feriebolig med brændeovn samt tilhørende wellness område på omkring 3000 kvm!

Jeg havde pakket en masse madvarer hjemmefra, samt været på indkøbstur med min søster. Nudler, pasta, ris, bønner, masser frugt og grønt, bagt grove og lys boller m.m.
Desuden havde jeg lavet en lille plan for, hvad jeg ville spise juleaften samt til julefrokosten. Det vil jeg varmt anbefale at man gør.

Juleaften havde jeg besluttet mig for at lave "falsk and". Jeg brugte denne opskrift Opskrift på falsk and.
Og den blev god. Rigtig god!
Desuden spiste jeg denne samme sauce og de samme kartofler som alle de andre.
Det blev også til en stor skål lækker salat samt lidt franske kartofler på siden.


Tryk for større billeder.


Vegetarisk julemad
  Falsk and bagt i ovn, ovnstegte kartofler, pebersauce, frisk salat og  franske kartofler.

Vegetarisk julemad



Vegetarisk julemad
















Det var en dejlig julemenu, som jeg sagtens kan forestille mig kan blive en tradition for mig.
Desuden var det super skønt ikke at være tung i maven og have kvalme, efter fed mad og forarbejdet gris :).
Min søster, som ikke er vegetar, spiste den også og roste den.

1. jule dag var det tid til julefrokost.
Min søster og jeg gik i køkkenet og fik stablet en fin frokost på benene.
Selv om min søster ikke er vegetar, går hun meget op i sund kost og hun er yderst åben over for vegetarisk kost. Det var derfor kun hyggeligt, at forberede maden med hende.
Det eneste kød fra landdyr der var på bordet var faktisk rullepølse. Ellers var der lidt fisk.
Jeg havde som sagt planlagt det meste hjemmefra, og det var absolut ingen problem at spise sig mæt i lækker mad!
Det bestod af avocado, æg, hjemmelavet bønnepostej, resten af den "falske and", kogte kartofler, hjemmelavede vegedeller, tzatziki, humus, tomater, hjemmespiret mungbønner, salat og 3 slags brød.
Ja og så havde enda jeg droppet at lave linepostej, nøddepostej og hønseFRI salat.
Se med her:



Vegetarisk julemad
Vegetarisk julemad


Vegetarisk julemad


Vegetarisk julemad







Det gik min svoger´s næse forbi, at det var vegedeller der blev lavet. Midt i frokosten udbryder han pludselig "hold da op nogle gode deller". Mit hjerte smilede :).


Hvad har jeg lært i forbindelse med min første jul som vegetar?

1. Vegetarisk julemad kan være både mangfoldig og lækker!
2. Jeg har haft en jul hvor jeg stort set ikke har taget 100 gram på!
3. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig "kvalmende mæt" eller utilpas.
4. Selv den mest kødfikserede mand kan blive snydt af vellavede vegedeller!
5. Jeg har en dejlig søster der har et åbent sind!


Og så gør det mig slet ikke noget, at ingen gris er blevet transporteret rundt og slagtet for min skyld.

Tak til jer der har fulgt os her i juletiden.
Vi kigger frem mod det nye år!

Kram herfra.

lørdag den 20. december 2014

Mikuna gør sund og lækker mad, dyr og miljø ære!

Vel er det lidt tid siden. Det fortjener alligevel en plads her på vores blog.
Onsdag d. 12. november 2014 blev en stor dag for alle os, som ønsker mindre kød på menuen!



Der er flere grunde til at det er imponerende.
1. Maden i sig selv er lækker og indbydende.
2. Pigerne bag Mikuna er ikke udstyret med årelange gastronomiske uddannelser og blær som f.eks. Michelin stjerner på cv´et.
3. Denne tid byder på et hav af spisesteder, som markedsfører sig på den noget videre forskruede ide om at paleo kost er den "rigtige spise". Dette med begrundelse i at det er "naturlig mad" og "sådan vores forfædre levede". Jeg vil ikke gå dybere ind i dette emne, af flere årsager. Dels fordi jeg helt grundlæggende ser det som en ideologi, der har det primære formål at "retfærdiggøre" den danske livsstil med røde bøffer og bacon. Dels fordi jeg anser det for totalt ligegyldigt, hvordan man levede for 50.000 år siden. Det der betyder noget, er hvordan vi lever i dag og hvilke udfordringer vi står over for!
Når det skal nævnes her, er det fordi at det er ganske imponerende, at Mikuna henviser flere af de kødfikserede steder til lavere pladser på listen. Det er simpelthen imod alle ods, at man i "bacon land", midt i en paleo-storm, snupper den 1. plads!

På anmelder siden ser man lidt af hvert. Dog fremstår de fleste anmeldelser positive og de tager i mod stedet med åbne arme. Hvilket også er en sejr i sig selv.


Hvis man bruger lidt tid på det, vil man også opleve ,at der er anmeldere som simpelthen ignorerer stedet.
Jeg oplevede også at støde ind i en anden spiseguide i Aarhus, som bruger mere tid på at være forarget over at restauranten "Kød" ikke er blandt de nominerede, frem for at anerkende at der for første gange nogensinde (tror jeg) er et vegansk spisested med i opløbet. Den samme anmelder for den pågældende side, bruger blandt andet som argument, at "Kød" har imponerende 7500 likes på deres facebook side. Det fortæller desværre en del om anmelderes forudindtaget holdning, samt hans manglende evne til at nuancere. Lige så lidt retvisende det er, at "Kød" har fået 1 stjerne fra en masse sure vegetarer og veganere, lige så lidt retvisende er det, at de har fået 7500 likes på facebook. Mon ikke langt de fleste likes er fra folk der blev provokeret af “veganer stormen” i mod “kød”, samt folk der er bange for at deres udsigt til bacon er i fare?
Hvis man i øvrigt bruger lidt tid på at gennemgå den pågældene anmelders artikler, står det meget klart at kød er helt elementært, for at et sted er værd at tale om. Han holder sig end ikke tilbage for at nævne foie gras som en delikatesse.

Hvorfor giver jeg i det hele taget opmærksomhed til dette, i et indlæg der skal handle om Mikunas flotte indsats?
Fordi ovenstående netop gør det ekstraordinært flot, at Mikuna på den måde har formået at vinde indpas i såvel medier som folkemunde.

Der kan være delte meninger om hvad det vil sige at anmelde et spisested. For nogen handler det alene om maden, for andre handler det en del om atmosfæren. For andre igen, og heldigvis er den trend voksende, handler det også om bæredygtighed, kærlighed og den "samlede følelse". Det sidstnævnte, kombineret med lækker mad, gør uden tvivl at Mikuna fortjener et stort bifald.

Tillykke til pigerne bag Mikuna, tillykke til alle dem der nyder at spise grøn mad ude og tillykke til dyrene og miljøet! :)

 

Se mere her: http://www.aoa.dk/restaurant-og-cafe/mikuna

Mikunas smørrebrød:
HønseFRIsalat med karse 
FiskeFRIfilet med remo, dild og caviart
Veggadelle med rødkål og agurkesalat 
Spejsypølse med remo, agurkesalat og løg.


Mikunas Chili´n: 
Chiligryde med salsa picante + soya yoghurt og koriander.






søndag den 14. december 2014

"Glæd en vegetar" julegaver

Måske er du selv vegetar - måske ikke - men du kender helt sikkert en eller anden der enten ér, eller i så fald overvejer at blive det... Men hvad filan er det nu lige man skal give sådan en type i julegave..? Kig med her, hvor jeg har forsøgt at samle en række julegaver, som med sikkerhed vil glæde enhver - vegetar eller ej!

1. Kogebogen!
Kogebøger kan man aldrig få for mange af! De er, hvad jeg vil kalde en gave for livet. Er du selv vegetar og ønsker du at "påvirke" andre til at skære ned på kødet? Giv dem en  kogebog! Vis dem hvor nemt og lækkert vegetarisk madlavning kan være. Nedenunder ser du nogle af mine personlige favoritkogebøger, samt et par stykker jeg drømmer om at have stående på hylden! Nogle kan købes i danske butikker, mens andre skal bestilles på nettet.



2. Inviter dem på middag!
Vegetarisk/vegansk middag, naturligvis! Og frygt ikke for dine kulinariske vegetariske evner, da det er tanken bag, der tæller. Dyk ned i en vegetarisk kogebog eller besøg vegetariske og veganske blogs på nettet (vi har linket til et par stykker ude i højre panel) og udfordr dig selv i køkkenet.  Med denne personlige gave vil du med garanti smelte vedkommendes (grønne) hjerte!

3. Specialvarer og vegetariske delikatesser
Jeg kender ikke én eneste vegetar eller veganer som ikke er lidt af en foodie og elsker mad! Smut ned forbi den lokale helsepusher og fyld en kurv med lækre nøddesmør, postejer, te, rawbarer og chokolade. Tro mig - vi elsker det!
Lad dig f.eks. inspirere af Helsam's webshop, hvor der er mulighed for at bestille en ordre til levering hos din nærmeste helsekost - så sparer du fragtprisen!

4. "Certified vegetarian/vegan" mærkede produkter
Kan være alt fra tøj og sko til personlig pleje. Ved at købe en gave mærket med en af disse mærkater viser du vedkommende, at du virkelig har købt gaven med omtanke for deres livsstil. Dr. Martens har f.eks. 100% veganske støvler i deres sortiment. Jeg har selv et par, og det er det bedste fodtøj jeg nogensinde har ejet!

5. Vegansk snackbox! 
Den danske side Vegan and Snacks er den første af sin slags i Danmark, som tilbyder en 100% vegansk snackbox med et lille udvalg af veganske snacks og søde sager (der er både mulighed for at vælge en stor og en lille). Der udkommer en ny snackbox 4 gange årligt, og ved at bestille et abonnement får man den helt automatisk tilsendt! Der er også mulighed for at købe snacks'ene separat på hjemmesiden, og du kan således selv mikse en snackkurv til en ven eller en vegetar i familien (OBS. kurven må du selvfølgelig selv stå for at arrangere i så fald). Mange almindelige slikposer og chips i supermarkederne indeholder nemlig alt fra mælkepulver til gelatine og carmin (fra skjoldlus), og derfor giver det god mening at købe helt vegansk slik, da det er svært at gennemskue hvilket slik, der er vegetarisk, selv om man ikke umiddelbart skulle tro der var "kød" i slik. 


Det var lige, hvad jeg kunne tømme hovedet for i denne omgang. Glædelig 2. søndag i Advent! 

Nissekram herfra...

tirsdag den 9. december 2014

Vegetar og julefrokost uden kød?

Sild, fiskefilet, rullepølse og skinke. Så er vi klar til julefrokosten...
Men hvad nu hvis man er ny vegetar, eller hvis man er kødspiser som ønsker at begrænse indtaget af kød?

Heldigvis er der masser muligheder :).
Og de fleste er super nemme at gå til. Hvis ikke det er dig der holder julefrokosten, så er det ingen problem at lave det hjemmefra og tage det med. Lav rigeligt. Jeg vil næsten garantere dig at de andre og spiser af det.

1. Æggemaden.
Nem og lige til at gå til. Æg med lidt mayonnaise, ristet løg, purløg og cherrytomater.





2. Avocado.
Ikke alene er den fantastisk sund, den smager også fremragende. Frisk, let og relativt neutral i smagen
Spis den evt. sammen med tomat, lidt salt og friskkværnet peber.
.






3. Kartoffelmad.
Kartofler er sunde, miljøvenlig spise og så smager de skønt!
Lav evt. en kartoffelmad med cherrytomater, purløg, løg og lidt mayonnaise. Salt og friskkværnet peber.







4. Bønnepostej.
Den sunde og velsmagende udgave af leverpostej.
Jeg elsker bønnepostej og bruger det ofte til min frokost. Jeg er sikker på den også er god ved julefrokosten med en snaps på siden :)
Jeg vil anbefale denne opskrift:
Opskrift på bønnepostej
Den er fantastisk nem at lave og smager rigtig godt. Du kan evt. skrue op for hvidløg og paprika, hvis du ønsker en kraftigere udgave :).





5. Kikærtefrikadeller.
En sund og nærende udgave af den klassiske frikadelle. Du vil opleve at den ligger meget lettere i maven end frikadeller gør og så kan den sammensættes med hvad som helst.
Jeg vil anbefale denne opskrift:
Opskrift på kikke ærtefrikadeller








6. Thaifrikadeller.
Den lidt mere vovede udgave af frikadellen. Den er let krydret og smager fantastisk. Specielt på et stykke frisk rugbrød og med cherrytomater til.
Til denne opskrift skal bruges Soy4You. Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med Soy4You, så er dette en oplagt mulighed.
Opskriften finder du her:
Opskrift på Thaifrikadeller





7. Farsbrød.
Her vil jeg anbefale denne pragtfulde opskrift fra Mia Sommer´s fantastiske blog.
Tynde skiver af denne farsbrød på enten ristet brød eller frisk rugbrød, kan kun være et hit til julefrokosten!
Farsbrød med linser og cashewnødder






Er du ikke mæt endnu? Så start forfra, eller gå på jagt på nettet. Der findes mindst lige så mange vegetariske udgaver af pålæg, som der findes kødpålæg.
Du kan også hoppe direkte til den nemme løsning. Der findes en del gode alternativer som er færdiglavet.
Eksempelvis fra Nutana

Se mere her:
Vegetar pålæg


Jeg håber at ovenstående kan inspirere til en lidt grønnere julefrokost.



Glædelig jul!

mandag den 8. december 2014

Godt nyt vedrørende Soy4You.


Jeg har lige modtaget en mail fra firmaet. De gør opmærksom på, at produkterne snart er at købe i økologiske varianter. Super positivt.

Man skal dog være opmærksom på, at de i første omgang ikke kommer i økologiske varianter i butikkerne.


Ønsker man de økologiske varianter, skal man selv bestille dem på deres hjemmeside.

Vi holder øje :).






lørdag den 6. december 2014

Soy4You "Kylling" til nye vegetarer og folk der ønsker kødfrie dage.



Jeg besluttede mig i dag for at prøve det nyeste skud på stammen fra Soy4You.

Soy4You "bites"





Soy4You Bites er et decideret forsøg på at lave et alternativ til lyst kød. Det mest nærliggende er at sammenligne det med kyllingestykker.

Indholdsfortegnelsen fortæller os at vi pr. 100 gram får:
0,5 gram fedt
1,3 gram kulhydrat
19,3 gram kostfibre
65,3 gram protein
Salt 10 mg.

Ja du læste rigtigt. De 85 gram består af fibre og protein.

Jeg besluttede mig for at lave en gang ovnstegte "kyllingestykker", med en lækker salat samt frisk rugbrød.
Jeg valgte i dag den nemme løsning. Dels fordi jeg selv var nysgerrig efter at teste Santa Maria´s "Crispy chicken bites spice mix", og dels for at præsentere en super nem ret for jer.

Jeg vil ikke gå i detaljer i forhold til opskriften. Denne bliver lagt op i vores opskrift sektion i forum. Du kan finde den her: nyvegetar.forums.net

Det første indtryk er ikke specielt positivt. Posen indeholder 100 gram små tørre stykker, som ikke virker specielt tiltalende.
Efter de har stået i blød i kogende vand, ændrer det visuelle billede sig dog totalt. Stykkerne svulmer op til små saftige bider, som rent faktisk ligner kylling til forveksling.
Smagen er som udgangspunkt helt neutral. En mulighed er at bruge en bouillon terning, i det vand som stykkerne står og trækker i. Jeg gjorde det ikke, da jeg gerne ville have at stykkerne kun tog smag af det Santa Maria krydderi jeg ville bruge.

Efter at have pillet nogle af stykkerne fra hinanden, måtte jeg konstatere at det i høj grad mindede om at arbejde med kylling. Produktet har en fast og saftig struktur, og det kan lade sig gøre at "flosse" det. Det sidste kan være relevant, hvis man f.eks. ønsker at laver en kyllingesalat, selvfølgelig uden kylling.



Min ret bestod af Soy4You Bites marineret i olie og Santa Maria´s  chicken spice mix. Derefter stegt i ovnen.
Hertil en salat af hjemmespirede mung-bønner, broccoli, agurk og tomater vendt i lidt rød pesto. Desuden hele hvidløg marineret i chiliolie.
På siden et par stykker frisk rugbrød.
Det tog ca. 30 minutter at lave det hele og resultatet blev rigtig godt!

Der skal herfra falde en varm anbefaling til Soy4You Bites. Det er nemt at arbejde med og konsistensen er uhyggeligt tæt på kylling. Ja faktisk i en sådan grad, at jeg tænker at nogle vegetarer og veganere vil vælge det fra af samme årsag!
Det er vigtigt at understrege, at produktet i sig selv ikke smager af det store (gør kylling i øvrigt det?). Du må derfor være kreativ med dine ynglings krydderier, hvis du ønsker at bruge det.
Mulighederne er mange. Wraps med Bites og salat, sandwich, salater, wokretter, "hønsesalat". Ja kun fantasien sætter grænser.


På et mere overordnet plan er min holdning til køderstatnings produkter relativt positiv.
Dog vil jeg anbefale, at man varierer sin kost meget. Følgende er mine personlige anbefaling:

1. Varier dine valg af køderstatnings produkter. Sørg dermed for det ikke altid er produkter, der er lavet på sojabønner, som du bruger. Quorn er f.eks. ikke lavet på sojabønner.

2. Undgå at spise køderstantings produkter hver dag.  Der går en del gode ernæringsstoffer tabt, når produkterne forarbejdes så meget. Sørg derfor for at have en del dage, hvor dine måltider er sammensat uden erstatninger. Der findes mange andre spændende alternativer. F.eks. linsebøffer, bønnepostejer, kartoffelfrikadeller, spinatlasagne og mange mange flere. Tag et kig i vores opskrift sektion på nyvegetar.forums.net

3. Når du laver retter med erstatningsprodukter, så sørg altid for at der tilsættes madvarer med højt indhold af vitaminer og mineraler. Det kan f.eks. være en lækker salat med minimum 3 farver, bønner og linser eller en lækker friskpresset grøntsags/frugtjuice.



                                                  Tryk på billederne hvis de ønskes større!







Velbekomme :).