tirsdag den 10. november 2015

Vegetarisk pålæg del 1

Hvad spiser vegetaren dog til sin frokost?
Det er da for kedeligt med en skål salat hver dag?

Nogen vil mene, at salat aldrig bliver kedeligt. Jeg hører til dem der gerne vil have lækkert økologisk rugbrød med pålæg.
Heldigvis er der masser muligheder for en vegetar.

Den kommende tid vil jeg lave en række indlæg med fokus på vegetarisk og vegansk pålæg og frokostmuligheder :). 


Jeg fik motivationen til dette indlæg, efter jeg så denne uges reklame fra Rema 1000. De er begyndt at sælge to slags vegetariske "pølse" pålæg. Vi krydser fingre for at det ikke bare er en spotvare.
Jeg købte dem forleden og har testet dem. Det kan siges med ét ord; Fantastisk!
Her er virkelig tale om et lækkert bud på vegetarisk pålæg til madpakken og frokosten derhjemme.
4 ud af 5 stjerner fra mig. Den 5. stjerne ville blive tildelt, hvis det var vegansk :).

Skynd dig en tur forbi Rema i denne uge, men vent ikke for længe. De steder jeg besøgte var tæt på at melde udsolgt.

Mærket er Vegione og de fører pt. de to viste varianter.


 

Vegetarisk pålæg med basilikum og tomat.






         
Vegetarisk pålæg i en klassisk "kødpølse" udgave. Masser smag og kraft i det!






  
Fuldkornsbolle med vegetarisk pålæg, cherrytomater og friskkværnet peber. Lækkert!

Det var denne omgangs første tip til en vegetarisk frokost.

God aften!


torsdag den 15. oktober 2015

Vegansk kost til hunde

Jeg får en lille hundehvalp (blanding af schnauzer, puddel og dansk-svensk-gårdhund) i morgen og jeg har, efter at have læst og debatteret med mig selv (og Marco), tænkt mig at opfostre ham på en vegansk diæt.

Flere undersøgelser konkluderer, at det er en kæmpe miljøbelastning at have hund, primært pga. hundemaden med kød. Hvis du derimod opfostrer din hund på en god, vegansk kost er hundens CO2-fodspor selvfølgeligt ikke meget større (hvis ikke mindre) end dit eget!

Jeg har læst en del om emnet og fundet flere undersøgelser og udtalelser fra dyrlæger, som siger, at det er sikkert - og i nogle tilfælde bedre ifht. allergier, levetid og energiniveau - at give hunde vegansk kost. Hunde kan godt lide kød, men ligesom mennesker er de omnivorer og kan derfor sagtens leve uden kød, så længe du sørger for at give dem en balanceret kost med fedt, masser af god protein, fuldkorn og grønt.

Jeg har sammensat et lille dokument, hvor jeg har sammenfattet de informationer, jeg har fundet, hvis der sidder andre potentielle hundeejere med grøn livsstil derude:

www.drive.google.com

Hvis der er nogen, som har interesse i opfølgning og små updates på livet med en vegansk hund, må I endelig smide en kommentar - så skal jeg nok følge op på processen, når jeg får Kropotkin hjem og har vænnet ham til sin nye kost.

God grøn weekend :)




mandag den 5. oktober 2015

Tips & Opskrifter

Okay, her kommer et lille indlæg med et par opskrifter og tips til dig, der er ny i vegetarverdenen!

Mit tip nr. 1 er at acceptere, at det kan være svært og tage tid i starten (det bliver nemmere!), og derfor skal man huske at være sød ved sig selv!

Det leder mig videre til tip nr. 2: I starten skal du vænne dig selv og dine smagsløg til en anden slags mad. Hvis du har mod på at kaste dig ud i tofu stir-fry og grøntsagsbøffer, er det super, men hvis det virker overvældende, synes jeg, det vigtigste er at spise ting, du godt kan lide, og som er nemme at lave. Når du føler dig mere sikker i vegetarmadens verden, kan du gå til "next level" og prøve flere ting af.

Tip nr. 3: Der er en masse spændende læsning om filosofien og ernæringen bag at være vegetar eller veganer, og du skal helt klart gøre dig selv den tjeneste at læse om det - men gør det hen ad vejen! Start ud med måske at finde tre gode grunde til at du vil være vegetar og find fakta, som understøtter disse. Det er et godt og simpelt udgangspunkt.

Det vigtigste at huske (og den ting som flest kødspisere vil slå ned på, når de spørger ind til dine madvaner!) er at få protein.
Lad mig starte med at sige dette: DET ER IKKE SVÆRT AT FÅ NOK PROTEIN!

Forskellige undersøgelser peger på, at vi skal have mellem 0.5-1 gram protein pr. kilo kropsvægt om dagen. Så hvis du vejer 60 kilo, skal du have mellem 30 og 60 g. protein om dagen.

Denne hjemmeside: www.veganized.wordpress.com/welcome-to-the-vegan-zone/om-protein-i-den-veganske-kost/ viser simpelt et regnestykke på en daglig vegansk kost, der indeholder 56 g. protein. Jeg vil anbefale alle at tage et kig på siden, og så tage en dyb indånding og slappe af.

Der er generelt (vegetarisk) protein i:

- nødder
- bønner
- kikærter
- linser (specielt røde linser)
- ting lavet af soja
- æg
- ost

Men derudover er der protein i stort set ALT mad. Derfor tæller havregryn, mælk, brød, grøntsager osv. altså også med, og langt de fleste får ret nemt dækket deres behov, hvis de spiser en sund, varieret kost.
En god ting at have i baghovedet er, at grønt protein optages i samspil med kulhydrater, så kombinationer som ris og bønner, hummus og brød eller pasta med linser er allesammen gode, vegetariske proteinmåltid.

Disse måltider er allesammen nemme at lave, men for god ordens skyld smider jeg lige en nem opskrift på hummus og et link til en nem opskrift på dhal (indisk linseret).

Opskrift hummus:


  • kikærter
  • olie
  • citronsaft
  • hvidløg
  • salt
  • peber
  • spidskommen
  • valgfrit: chili, paprika, tahini (sesampasta som kan købes i supermarkeder, etniske grønthandlere eller helsekostbutikker)
Det nemmeste er at købe kikærter på dåse eller i små kartoner - disse behøver du ikke gøre noget ved, før du blender dem. Hvis du vil lave det helt "fra bunden" kan du købe en pose tørrede kikærter, sætte dem i blød i rigeligt vand natten over og derefter koge dem 45-60 minutter (indtil de er bløde, men ikke smattede).

Hæld kikærter i en skål sammen med 1-2 fed hvidløg, et skvæt citronsaft og lidt olie (+ tahini hvis du bruger det). 
Blend det med en blender eller stavblender, til konsistensen er som en mos. Du kan enten blende det helt fint eller mere groft. 
Herefter putter du krydderier, salt og peber i. 
Rør rundt og smag til. Put mere krydderi, olie eller citron i, alt efter hvad du kan lide.

Nu har du en lækker, hjemmelavet hummus, som giver dig både protein og et "touch" af Mellemøsten.

Hummus bliver nogle gange beskrevet som "vegetarens leverpostej" og kan bruges som dip til chips, grøntsagsstave, på brød eller som tilbehør til hvad som helst, du kan finde på. 
Det er en af mine yndlingsspise i hele verden, og du kan variere din hummus ud i det uendelige ved at afprøve forskellige krydderier eller tilføje ovnbagt rød peber, kogte gulerødder, kogte rødbeder, eller hvad end du kan komme på.

Opskrift dhal:

Dhal er en af de nemmeste og mest fleksible retter, jeg kender. Det kan både laves som en suppe med mere væske eller som en art gryderet med mindre væske, du kan putte alle slags grøntsager i, spise det med eller uden ris, koldt eller varmt.

Linket her er til en opskrift på Thomas' blog "Kærlighed og Kikærter", og det er en god basisopskrift til en rigtig nem, sund og lækker ret - hvis du mangler nogle af ingredienserne, må du ikke fortvivle! Så længe du har løg, hvidløg, linser, krydderier/grøntsagsbouillon og en eller to slags grøntsager, kan du lave en variant af dhal:


Derudover har Thomas et væld af lækre og sunde opskrifter, så jeg vil opfordre alle til at besøge hans blog (mange) gange - det har i hvert fald hjulpet mig en masse gennem tiden!

Til sidst vil jeg bare sige, at det skal være sjovt at lave mad! Prøv nye ting, nye krydderier, grøntsager og kombinationer, som du måske aldrig har tænkt på før. Nogle gange bliver det knaldgodt, andre gange bliver det... måske lidt mærkeligt, men hvis du bruger gode råvarer, kan det aldrig gå helt galt!

God mandag til alle <3








tirsdag den 15. september 2015

Daloon rykker med endnu et vegetarisk tiltag :)

For de fleste går der ikke længe før de stifter bekendtskab med Daloon´s Meatfree "bøffer", når de starter på en vegetarisk livsstil. De er da også gode, specielt den med Jalapenos :) .

Til dem af jer der endnu ikke har set det, skal jeg her lige slå et lille slag for Daloon´s nye kødfrie hit.
Croquette med spinat og friskost og Croquetter med ris og tikka masala.

Det er to fantastisk spændende vegetariske bud, som kan bruges i madpakken, til frokost, som lille mellemmåltid eller supplement til aftensmaden.


Vegetarisk Croquette med spinat og friskost fra Daloon.






Vegetarisk Croquette med ris og tikka masala fra Daloon.






Endnu en gang må vi konstatere at det vegetariske og veganske udvalg bliver stadig større!

God fornøjelse :)


tirsdag den 25. august 2015

Om det at blive vegetar

Jeg vil lige sige et par ord om det at blive vegetar. Det kan være en lang og svær proces, hvor du skal finde ud af at spise på en helt, helt anden måde, og det kan tage lang tid at finde den kost, der virker bedst for dig. Det kan også være svært at tackle omverdenens reaktioner. Det er helt okay. For nogen kan det være bedst at skære én ting ud af deres kost ad gangen for ikke at føle, at det bliver for meget. Det er også helt okay!

Min "rejse" mod at blive vegetar startede for alvor for 11 år siden, da jeg skar firbenede dyr ud af min kost, men egentligt har jeg altid hadet at spise kød. Jeg hadede tanken om at spise dyr, jeg hadede konsistensen og senerne, fedtet og blodet. Men mine forældre var bekymrede for, hvordan jeg skulle kunne leve sundt som vegetar, da jeg også var ret kræsen som lille. Som 13-årig gik det pludseligt op for mig, at min mor ikke kunne bestemme, hvad jeg puttede i munden, og det var en kæmpe befrielse bare at sige "Jeg vil ikke leve sådan her mere, og det er mit valg"! Efter nogle år på denne måde stoppede jeg også med at spise kylling og fisk.

I starten gik jeg ikke rigtigt op i ernæringsdelen af vegetarisme - jeg var bare glad for at slippe for kødet. Igennem årene har jeg læst en masse om ernæring, eksperimenteret med et utal af opskrifter og opdaget en masse fødevarer, som jeg aldrig før havde hørt om. I dag føles det så naturligt for mig at være vegetar, at det ofte ikke er noget, jeg tænker så meget over. Jeg føler mig sikker i det vegetariske køkken, og føler mig både rigtigt sund og stærk. Jeg er til lægetjek hvert år, og det eneste jeg har manglet er jern og D-vitamin, begge to ting jeg har rettet op på gennem kosttilskud og små justeringer i kosten.

Det har været en lang proces, og undervejs har jeg både været en temmeligt ringe vegetar og en temmeligt engageret veganer. Nu er jeg en mellemting, og jeg går mere op i at leve efter de værdier, der er vigtige for mig, end at kunne sætte et mærkat på mine spisevaner.

Det med at sætte et mærkat på sig selv, er også noget, som andre folk kan gå rigtigt meget op i. Det kan være svært at føle, at man skal "forsvare" sit valg - hvorfor er det ikke kødspiserne, som skal forsvare deres valg? Mit bedste råd er, at være venlig og åbensindet, og møde kritikken eller spørgsmålene med et kærligt sind. Lad være med at prædike eller fordømme folk, som spiser kød - der skal være plads til alle, uanset hvad vi synes om hinandens måder at leve på. Svar på folks spørgsmål og fortæl på en sød, afslappet måde, hvorfor du har valgt at droppe kødet. Måske vil det inspirere og måske vil det irritere folk, men du har i det mindste gjort, hvad du kan.

Husk at din kost ikke er en religion, men derimod en ting, som du gør for dig selv, dyrene og Jorden - fordi du kan lide det, ikke fordi du føler, at du SKAL.

Hvis der er nogen, som har yderligere spørgsmål til mig, er I velkomne til at smide en mail til mettecskaarup@outlook.dk.

søndag den 16. august 2015

Hej!

Hey!

Mit navn er Mette, og jeg vil komme til at lave et par indlæg en gang imellem.

Jeg er 24 år, og skal til at studere Peace and Conflict Studies i Malmø. Mit mål er at komme til at arbejde indenfor diplomati eller i en NGO, som laver arbejde i Mellemøsten, og derfor begynder jeg også på arabisk aftenskole omkring samme tid, som jeg starter på studie. Jeg har brugt de fire sidste år på at arbejde og rejse, og jeg har nydt (næsten) hvert sekund.

Jeg spiser overvejende vegansk, men blander også lokal, økologisk ost, gedemælk, en gang imellem æg fra fritgående høns og honning ind i min kost. Det hele startede rigtigt, da jeg var 13 år, men det tog mig flere år at gå fra at spise kød til at være pescotar til at være helt vegetar - mere om det snart.
  Efterhånden har tankegangen, som ansporede mig til at spise vegetarisk, også bredt sig til andre dele af mit liv, og jeg prøver at leve bæredygtigt, økologisk, simpelt og naturligt i så stor udstrækning, jeg kan gøre uden at ofre job, mit sociale liv eller trække mig helt tilbage for at leve som en hermit i skoven.

For mig er det her den eneste måde at leve på. Det er den eneste måde, hvorpå jeg kan se mig selv i øjnene uden skam. Min krop har det bedre, og jeg ved, at jeg kan træde på græsset med lidt bedre samvittighed.

God søndag.

fredag den 14. august 2015

Inspirerende lille fortælling.

Halløj derude.

Jeg vil denne gang tillade mig at lade mit indlæg handle om en anden persons spændende lille fortælling.
Jeg faldt over denne artikel og synes den er værd at læse for alle. Ikke mindst nye vegetarer og veganere. Ud over praktiske omstændigheder, i forhold til ernæring og velbefindende, indeholder den også gode pointer i forhold til din omverdens reaktioner.
Sidstnævnte er noget vi alle kommer til at rende ind i før eller siden. Når man vælger at tilslutte sig en minoritetsgrupper, er det ganske givet at man kommer til at leve med en del "provokationer" fra omgivelserne. Sådan er menneskedyret indrettet. I det øjeblik der er en der "forlader flokken", vil de fleste automatisk prøve at få vedkommende til at passe ind igen. Her skal du være stærk!
Find evt. lidt inspiration i denne artikel.

God læselyst!

I went vegan for 60 days - and it changed my life

søndag den 14. juni 2015

Det vegetariske og veganske udvalg bliver stadig mere tilgængeligt!

Tendensen er ikke til at tage fejl af.
Den grønne livsstil styrter frem. Godt for vores helbred, godt for miljøet og godt for de dejlige dyr vi deler kloden med.

Igennem de seneste 18 måneder har jeg kunne se hvordan udvalget, langsomt men sikkert, bliver større i dagligdags forretningerne.
Senest fik jeg mig noget af en overraskelse. Jeg bor i en lille forstad til Odense. Sådan et af de hyggelige steder hvor alle kender alle. Der i mod er der ikke de store armbevægelser, og det er ikke her de alternative livsstile udfolder sig stort.
Ved min ugentlige tur i den lokale Rema 1000 var jeg ved at tabe øjnene. Pludselig præsenterer en velplaceret fryseboks mig for et fremragende udvalg af Helsans Kôk!
Ikke engang de største helsekost butikker i Odense centrum kan mønstre samme udvalg.
Jeg valgte at gå til bestyreren for at rose ham for det fremragende tiltag. Det skulle vise sig at det ikke var en overordnet strategi fra Rema´s side, men der i mod blot et valg de havde truffet, for at "slå et slag for den veganske og vegetariske livsstil", som han sagde. Ganske imponerende!


Imponerende udvalg i en lille forstadsby! Vegetariske og veganske alternativer til kød.

Min anbefaling i dette indlæg vil være at besøge de nye Meny forretninger. Luk øjnene for den uhyggeligt store kødafdeling og gå direkte hen til køleren med vegetariske / veganske alternativer. Ja den findes!
Meny-butikkerne har et ganske pænt udvalg fra blandt andet Alpro samt Asrid och Aporna.



En venlig sjæl på Instagram anbefalede mig at prøve osten fra Astrid och Aporna. Da jeg igennem noget tid har udfaset de fleste mejeriprodukter, må jeg indrømme at jeg har savnet ost på min bolle om morgene.

Denne ost er bestemt anbefalelsesværdig! Den har i sagens natur ikke præcis samme smag som den ost man kender, og den har slet ikke "gamle Ole styrke". Men bestemt en fin smag, god konsistens og en vare der for fremtiden vil være at finde i mit køleskab.




Her kan du se hvor Meny-butikkerne er placeret:
Find din nærmeste Meny-butik





Vegansk ost fra Astrid och Aporna.
Vegansk pizzaost fraAstrid och Aporna.


Tofeta til salat og sandwich. 








Vegansk youghurt.












Ca. et år siden jeg har spist en ostemad. Bliver dejligt :).



God weekend til og velbekomme :).

søndag den 22. marts 2015

Will The Real Paleo Diet Please Stand Up!

Er du begyndt at leve vegetarisk, men er stadig i tvivl om det er den "rigtige" livsstil for dig?
Så har du sikkert også hørt Paleo kost / stenalder kost.
Måske er du også i tvivl om dit valg. Måske er det også det bedste at stile efter en livsstil, der minder om stenalder kosten?

Jamen så tillykke. Så er du på rette vej med en vegetarisk / vegansk kost. Ja du læste rigtigt.
I modsætning til hvad mange tror, peger videnskab i høj grad på en anden virkelighed, end den vi render og bilder os selv ind.

Denne artikel giver en god demonstration af hvad jeg mener:
Will The Real Paleo Diet Please Stand Up



Se også denne video:
Debunking The Paleo Diet


God søndag til jer alle!



onsdag den 18. marts 2015

Nem vegetarisk mad.

Dagens inspiration er en gang nem og sund vegetarisk aftensmad.
Retten kræver ikke de store færdigheder i et køkken og er også et godt bud, hvis du "bare" øver dig i at holde vegetariske dage.


1.       Fyld en skål med kogende vand og 1 grøntsags bouillon terning. Kom en halv pose ”Soy4you bites” i vandet. Lad det trække i 10 min og hæld vandet fra. Så er din ”kylling” klar. 

2.       Kog 1-2 håndfulde pasta. Nudler kan også bruges.

3.       Skær en peberfrugt i tynde skiver, hak 2 forårsløg, skær 1-2 håndfulde broccoli i mindre stykker.

4.       Varm din wokpande godt op og hæld 2-3 spsk. Raps eller smagsneutral kokos olie i. Når olien er godt varm, tilsættes ”soy4you bites”. Steg dem og vend dem jævnligt. Det er ikke ligesom kylling der skal gennemsteges. De skal bare varmes godt igennem. Tilsæt forårsløg, peberfrugt og broccoli. Lad det stege godt igennem imens du vender det en gang i mellem.

5.       Tilsæt pasta eller nudler og vend retten godt sammen.

6.       Tilsæt 1 tsk. Citron græs, lidt soja sauce og chili sauce (jeg foretrækker den på billedet) samt 1-2 tsk. Salt.

7.       Bank et æg ud i retten og vend den godt rundt.

8.       Hvis der evt. serveres lidt brød eller salat til er der rigeligt til to personer.

Velbekomme !


 
Nem vegetar mad
Det nye hit fra soy4you.



Nem vegetar mad
Det tager kun 10 minutter at forberede.




Nem vegetar mad
Nogle gange vælger jeg fuldkorns pasta andre gange almindelig.


Nem vegetar mad
Min foretrukne chili sauce og citrongræs.



Nem vegetar mad
Retten er færdig. Det tager ca. 20 minutter.





søndag den 8. marts 2015

Top karakter til Mikuna, fra en vegetar og en kødspiser!

Tirsdag d. 3/3-15 gik turen til Aarhus.
Med stor forventning skulle Mikuna aflægges et besøg.
Med på turen var desuden en kødspiser, hvilket passede mig helt fint. Det skulle være med til at gøre min vurdering af stedet en anelse mere objektiv.

Vi ankom til stedet lidt for tidligt. De åbner dørene klokken 12. Det gav anledning til en kop kaffe og en småkage ved det nærliggende "Småkage huset".

Vi blev modtaget med smil af to unge piger, som virkede glade og stolte.
Stedet summer af en afslappet atmosfære, med en indretning der medfører en følelse af hjemlig hygge.
Ved Mikuna sidder man ikke i dyre designer stole, og afgiver sin ordre til en ydmyg tjener. Stedet er ikke større end man kan snakke på tværs af lokalet, og det gør man. I afslappet stil afgiver man sin bestilling, hvorefter man selv kan vælge, hvad man ønsker at drikke til maden. Vel at mærke ved at rejse sig og hente det selv.
Og det gør faktisk ikke noget. Ovenstående er med til at gøre det til en speciel oplevelse. En hyggelig, jordnær og afslappet oplevelse!

Trods et relativt begrænset menukort, var det svært for min kompagnon og jeg at vælge.
Dels fordi det meste lød tiltalende og dels fordi man hurtigt blev nysgerrig, efter at vide hvordan det lykkedes dem at efterligne kylling, frikadeller, bøf, spegepølse og pulled pork. Vel at mærke helt uden animalske produkter!
Vores valg faldt på følgende;
Nr. 6 - Sandwich med refried beans, salsa picante og avokado.
Nr. 8 - Sandwich med hønseFRI salat, stegte svampe og rødløg.
Nr. 10 - Burger´n med panerede løgringe, chilimarmelade, pickles, mayo og koFRI bøf.
Dertil valgte vi 2 stk. fritz cola.
Opløftende var det at opleve, at stedet sælger drikkevarer med fokus på bæredygtighed.

Efter ganske kort tid fik vi vores mad. Vi havde bedt om at få delt de to sandwich, så vi begge kunne smage på herlighederne.
Det første indtryk var indbydende og vi var ikke i tvivl om at der var nok mad til to!

Begge sandwich var en super positiv oplevelse. Nr. 6 fremstod tilpas krydret med en anelse "bid" uden at være hverken stærk eller sød. 
Nr. 8 var fantastisk rund i smagen, med små søde æblestykker og en erstatning for hønsekød, som var totalt identisk med den originale version. Der er ganske få ting jeg har savnet, efter jeg er blevet vegetar. Hønsesalat er en af dem. Denne veganske hønsesalat smagte så godt, at jeg den pågældende nat drømte om den!
Hverken min kødspisende ven eller jeg havde noget negativt at sige i forhold til de to sandwich.

Nr. 10 var en noget anden oplevelse.
Den var fuldt ud på højde med en stor "cafe burger", hvis man måler den ud fra højde og drøjde.
Vi var begge begejstret for burger´n og specielt "bøffen" gjorde indtryk på os. Jeg har smagt en del køderstatninger efterhånden. Ingen af de vege-bøffer jeg har smagt ind til nu, har været så saftige og tilpasse i konsistensen.
Den tilvalgte veganske ost var slet ikke dårlig. Vegansk ost er en af de få ting, der stadig ikke rigtigt kommer i nærheden af den "rigtige" vare. Når det skal være, var denne udgave faktisk helt ok.
Chili-marmeladen trak en anelse ned. Det gjorde burger´n lidt for snasket. Smagen som sådan fejlede ikke noget, men smagsoplevelsen blev en anelse rodet.
Sidstnævnte må stå for egen regning. Måske er det, for andre, præcis chili-marmeladen der gør at burger´n er specielt god.

Min kompagnon og jeg gav op inden sidste bid var taget.
Det er portioner i yderst rimelig størrelse. Specielt burger´n efterlader med stor sandsynlighed ikke nogen sultne tilbage!.

En tilfreds vegetar og en tilfreds kødspiser betalte med glæde 265 kr. for 3 retter med drikkelse til.
Vi var begge enige om, at Mikuna fortjener stor ros. Sød betjening, dejlig atmosfære og lækker mad!


Mukina´s menukort
Beskedent men spændende menukort!
  









Bæredygtighed er en naturlig følge ved Mikuna.



Fantastisk sød betjening.









Hyggelig og afslappende atmosfære.










Nr. 6 til venstre nr. 8 til højre.
Nr. 10 - Burger´n.












Beklager piger, den hopper vi ikke på. Vi ses snart igen :).

lørdag den 21. februar 2015

Undgå at få smadret dit hjerte. Med eller uden kærlighed ;)

Måske er kærligheden på din side, måske ikke. Heldigvis er der meget man kan gøre for ikke at smadre sit hjerte.

Her er 5 fødevarer som i hvert fald ikke smadrer dit hjerte.

1. Havregryn.
Havregryn er rige på fibre, magnesium og proteiner.
Et nyligt studie (1) hvor 4000 overlevende efter hjerteanfald fik tilsat fibre til deres kost, påviser at det mindskede deres chance for gentagelse med op til 35 procent.
Andre studier (2) viser at for hver 3 gram opløselige fibre du tilsætter din kost sænker du kolesterolet med ca. 5 milligram!
Eksempel på din morgenmad; 85 gram havregryn, 1 teske kværnet hørfrø og 1 håndfuld friske bær giver mere end 15 gram fibre. Det er mere end 1/3 af hvad du minimum bør indtage på en hel dag.








2. Sorte bønner.
Sorte bønner er ikke kun rige på hjerte-sund fiber. Med mere end 7 gram pr. halv kop servering (ca. 85 gram), indeholder de også stærke antioxidanter, som beskytter celler. Især dem der ligger i linje med arterie-væggene, en intern motorvej til at levere blod til dit hjerte!
Studier har desuden vist (3) at folk der tilsætter bønner til deres kost, mindsker det hjerteskadende LDL kolesterol på bare ganske få uger.
Folat, jern, magnesium og protein i store mængder, er med til at gøre bønner til en fantastisk spise og en booster for dit hjerte.


3. Tomater.
Ca. 150 gram tomat indeholder ca. 2600 milligram kalium. Det er mere end halvdelen af hvad du har brug for på en hel dag!
Forskning viser (4) at kost rig på kalium reducerer risikoen for slagtilfælde med ca. 12
procent.
Andre fødevarer med høj t indhold af kalium er f.eks. bananer, mango, søde kartofler og rosenkål.
Målet for de fleste mennesker er 4700 mg. om dagen, med mindre du f.eks. har dårlige nyrer.
Spørg altid din læge hvis du er i tvivl.



4. Blåbær.
Har du nogensinde spekuleret på hvorfor dine øjne er tiltrukket af den lyseblå nuance fra blåbær?
I dette tilfælde betyder det at det der ser godt ud for øjet, er godt for hjertet!
Blåbær er rige på farverige pigmenter kaldet anthocyaniner, der hjælper med at beskytte kroppens celler, herunder dem der udgør blodkarrene og dermed danner grobund for sundt hjerte/kar system.
En nylig undersøgelse (5) viser at blot en håndfuld blåbær om dagen, i en periode på 8 uger, kan medvirke til at sænke blodtrykket betragteligt. For højt blodtryk er en væsentlig risikofaktor i forhold til hjertesygdomme.
Tilsæt evt. en håndfuld friske bær til din morgenmad, i din smoothie eller i din salat.



5. Spinat.
Bladgrøntsager er et ernæringsmæssigt kraftcenter, der spiller en vigtig rolle i dit hjertes sundhed.
Den lille mængde fedt spinat indeholder er rig på omega 3 fedtsyrer.
Spinat er fyldt med antioxidanter blandt andre lutein, der styrker kroppens evne til at bære blod fra hjertet til hjernen.
Frisk spinat smager ikke af ret meget og kan bruges i næsten alle sammenhæng.
Brug det i din smoothie, når du juicer, i salat, i wraps og supper.





1: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4004785/
2: http://archinte.jamanetwork.com/article.aspx?articleid=2087877
3: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24710915
4: http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25190445 
5: http://www.andjrnl.org/article/S2212-2672%2814%2901633-5/abstract